Energioverførsel  til Inge-Lise Clausen
Bygmesteren  Trin 3  Gruppe 2,  juni 2003

Siden marts 1999 har Huset i Centrum – Healerskolen i Sønderjylland fået en stor plads i mit liv. Det er det centrum, hvor alle vi elever får energi, indsigt og opbakning igennem. Stedet hvor vi lærer os selv at kende gennem arbejde med karakterudvikling, følelser og tanker. Alt sammen giver det os nye indsigter og erfaringer, som vi kan tage med os ud i det pulserende liv og anvende til gavn og hjælp for de mennesker vi møder i vores dagligdag.
Med utrættelig kærlighed til menneskeheden arbejder Peter og Gunhild med at sætte os elever i vækst og løfte os til højere bevidsthedstilstande, og lærer os at være healende mennesker. 
Da jeg første gang besøgte Huset i Centrum var det efter en 9 måneder lang sygeperiode, hvor jeg havde fået sat et bækken på plads og havde været ude af stand til at passe mit arbejde på grund af en lammet arm. Jeg var deprimeret og modløs. Mit ægteskab fungerede ikke for godt og jeg havde mest af alt lyst til at rende fra både mand og arbejde.
Jeg kom på andre tanker. Allerede efter et par besøg hos Peter og Gunhild lærte jeg hvordan jeg kunne ændre på mange af årsagerne til alle mine dårligdomme og årsagerne til min modløshed.
Jeg begyndte på grundkursus og siden er det blevet til 3 uddannelsestrin. Det den esoteriske lære kan give, sammen med den store visdom både Peter og Gunhild formidler den videre på, var og er præcis det jeg har brug for – for at finde ind til formålet i mit liv.  
Peter er også udstyret med den gave, at han kan se vores energier og ved præcist hvor han skal sætte ind for at hjælpe os videre i de problematikker vi står i her og nu. Man kan sige at han bygger energi op, skifter ud og sætter ny energi ind til imødegåelse af de opgaver, der vil blive stillet os.
Det gør han flere gange under uddannelsesforløbene. For mig har det undervejs været en større og større synliggørelse af, hvad jeg indeholder af alle dele og en meget stor hjælp til at komme i kontakt med mine evner og kvaliteter. Efterhånden lærer vi også at skelne hvad det er for en energi vi får, og hvad vi kan bruge den til.
Her i forsommeren, hvor vi var på kursus på trin 3 gav Peter os igen energioverførsel, og for mig var det en meget speciel oplevelse, som jeg vil forsøge at beskrive.:
Peter gav os energi en efter en. Da det blev min tur mærkede jeg en lille afslørende tåre i mit højre øje og en følelse af ydmyghed og ærbødighed overfor det store arbejde Peter udfører.
Jeg mærkede at han løftede mig. Mine skuldre, mit hjerte og mit bryst blev helt omsluttet af en ubetinget kærlig energi, hvor der også blev lagt åbenhed, ydmyghed, vilje, tillid og styrke til at udføre min del, mine opgaver, ind. Det var som en brusende varme i min hjerteregion – på en måde kan man sige at det var som en udvidelse. Jeg følte der blev så meget plads. Det var en stor glædesfølelse.
Det var bare så perfekt til imødegåelse af de ting, der skulle ske for mig hen over sommeren.
En meget stor kærlighedsenergi – der kom fra højere plan. Jeg kan ikke sige, at jeg bagefter mødte mange ydre succeser, men det overbeviste mig om, at kærligheden tåler alt og udholder alt. Når alt kommer til alt er det jo det vi alle er her for – at finde kærligheden i os selv – til os selv og til alle andre levende skabninger.
Undervejs ser jeg også mig selv yde modstand overfor den udvikling jeg er i. Min personlighed vil det ene, min sjæl noget andet. Men jeg ser også med stor taknemmelighed, at når jeg giver efter for min sjæls stemme så sker tingene efter den Guddommelige hensigt, og de små ting går op i en højere helhed. Det er som en rejse, der bliver synlig for mig, mens jeg rejser.

  Vi har meget at takke Healerskolen i Sønderjylland for.

Dato den 31.dec. 2003        Inge-Lise Clausen

Vi demonstrere Clairvoyance og Healing.

”Accept af mig”

(Gengivet præcis som eleven har skrevet)

At få en gave som den jeg fik af Peter, giver megen glæde men også en dag med nye udfordringer, jeg skal tage stilling udfra et andet synspunkt – mit eget.
Fra at have rollen som den forsagte pige der altid sidder i midten, der må ikke så gerne blive lagt mærke til mig, for så kunne det jo blive nødvendigt at jeg skulle udtrykke min mening. Det overlod jeg trygt til andre, det var mest trygt. Blev jeg lige pludselig en pige der troede på mig selv, og som troede på, at jeg havde noget fornuftig at sige.
Det viste sig rent faktisk også, at de ville lytte til mig. Min stemme rystede og bævrede de første gange, og hvad jeg fik sagt erindre jeg ikke, men at de lyttede til mig HUSKER jeg. Det gav mod.
Jeg ved godt at jeg ikke er god, men det kommer vel, for jeg har lov at gøre det på min måde, lov til at være mig.
Men jeg slipper ikke gamle vaner så let, og det er nu nemt at sætte mig i midten og lure andres mening af, inden jeg  siger noget som regel snakker jeg dem efter munden. Eksempler på det jeg har oplevet:
Søren og jeg har i en lang periode kørt et utrolig dårlig forhold,  jeg var så vidt at jeg pløjede avisen igennem for at finde en lejlighed i Randers. Vi kommunikerede slet ikke verbalt, og jeg kunne ikke fordrage at han rørte ved mig. Han behandlede mig som et råddent æg.
Men med den nye gave ”accepten af mig”, lykkedes det mig at give mig selv mod og kræfter til at få ham i tale. En lørdag middag, hvor ungerne ikke var hjemme, fik jeg ham spurgt, hvorfor han behandler mig som et råddent æg, og om han gerne vil af med mig eller hvad han havde tænkt sig.
Det kunne han ikke umiddelbart svare på, men jeg må alligevel have fået spurgt på den rigtige måde, for vi fik en utrolig god dialog,-- og jeg havde en mand der ikke veg fra min side de næste 3 dage.
Det var lige som fra asken til ilden (eleven mener her: at gå fra negativt til positivt, (red.) .
Men jeg havde ikke turdet før,  for da havde jeg ikke ”lov” til min egen mening.
En  kollega  –  Maria  –  har  været  ved mig  om jeg vil  med  til  yoga.  GERNE,- hjertens  gerne. Det virker ligesom hun pludselig har fået øje på mig. Vi har snakket før i perioder, meget endda, men aldrig så tæt at vi kunne gå til noget sammen.
Jeg tror på at jeg lige pludselig er ”faldet ud” af væggen, ved at jeg har givet mig selv accept af hvem jeg er. Lige pludselig er jeg ”en”.
Jeg blev valgt til suppleant for min fagforening sidste år, meget  imod min  vilje,  men jeg ”ofrede” mig for de andre.
I august måtte jeg så træde ind i dette arbejde, altså hang jeg nu på det.   På det første møde fik jeg ”pippet” en enkelt gang på en forespørgsel, ved det andet møde - efter accepten  -  fik jeg pippet indtil flere gange, og det var relevant det jeg fik ud over mine læber, noget de andre vidste, at de skulle lytte efter.
Jeg er endnu ikke så god eller garvet til at råbe op og gøre opmærksom på mig selv, men jeg kan mærke  at det går fremad, at jeg bliver bedre og bedre til at give mig selv lov, og det er en sejr hver gang det lykkes for mig.