Energioverførsel  til Inge-Lise Clausen

Bygmesteren  Trin 3  Gruppe 2,  juni 2003

Siden marts 1999 har Huset i Centrum – Healerskolen i Sønderjylland fået en stor plads i mit liv. Det er det centrum, hvor alle vi elever får energi, indsigt og opbakning igennem. Stedet hvor vi lærer os selv at kende gennem arbejde med karakterudvikling, følelser og tanker. Alt sammen giver det os nye indsigter og erfaringer, som vi kan tage med os ud i det pulserende liv og anvende til gavn og hjælp for de mennesker vi møder i vores dagligdag.
Med utrættelig kærlighed til menneskeheden arbejder Peter og Gunhild med at sætte os elever i vækst og løfte os til højere bevidsthedstilstande, og lærer os at være healende mennesker. 
Da jeg første gang besøgte Huset i Centrum var det efter en 9 måneder lang sygeperiode, hvor jeg havde fået sat et bækken på plads og havde været ude af stand til at passe mit arbejde på grund af en lammet arm. Jeg var deprimeret og modløs. Mit ægteskab fungerede ikke for godt og jeg havde mest af alt lyst til at rende fra både mand og arbejde.
Jeg kom på andre tanker. Allerede efter et par besøg hos Peter og Gunhild lærte jeg hvordan jeg kunne ændre på mange af årsagerne til alle mine dårligdomme og årsagerne til min modløshed.
Jeg begyndte på grundkursus og siden er det blevet til 3 uddannelsestrin. Det den esoteriske lære kan give, sammen med den store visdom både Peter og Gunhild formidler den videre på, var og er præcis det jeg har brug for – for at finde ind til formålet i mit liv.  
Peter er også udstyret med den gave, at han kan se vores energier og ved præcist hvor han skal sætte ind for at hjælpe os videre i de problematikker vi står i her og nu. Man kan sige at han bygger energi op, skifter ud og sætter ny energi ind til imødegåelse af de opgaver, der vil blive stillet os.
Det gør han flere gange under uddannelsesforløbene. For mig har det undervejs været en større og større synliggørelse af, hvad jeg indeholder af alle dele og en meget stor hjælp til at komme i kontakt med mine evner og kvaliteter. Efterhånden lærer vi også at skelne hvad det er for en energi vi får, og hvad vi kan bruge den til.
Her i forsommeren, hvor vi var på kursus på trin 3 gav Peter os igen energioverførsel, og for mig var det en meget speciel oplevelse, som jeg vil forsøge at beskrive.:
Peter gav os energi en efter en. Da det blev min tur mærkede jeg en lille afslørende tåre i mit højre øje og en følelse af ydmyghed og ærbødighed overfor det store arbejde Peter udfører.
Jeg mærkede at han løftede mig. Mine skuldre, mit hjerte og mit bryst blev helt omsluttet af en ubetinget kærlig energi, hvor der også blev lagt åbenhed, ydmyghed, vilje, tillid og styrke til at udføre min del, mine opgaver, ind. Det var som en brusende varme i min hjerteregion – på en måde kan man sige at det var som en udvidelse. Jeg følte der blev så meget plads. Det var en stor glædesfølelse.
Det var bare så perfekt til imødegåelse af de ting, der skulle ske for mig hen over sommeren.
En meget stor kærlighedsenergi – der kom fra højere plan. Jeg kan ikke sige, at jeg bagefter mødte mange ydre succeser, men det overbeviste mig om, at kærligheden tåler alt og udholder alt. Når alt kommer til alt er det jo det vi alle er her for – at finde kærligheden i os selv – til os selv og til alle andre levende skabninger.
Undervejs ser jeg også mig selv yde modstand overfor den udvikling jeg er i. Min personlighed vil det ene, min sjæl noget andet. Men jeg ser også med stor taknemmelighed, at når jeg giver efter for min sjæls stemme så sker tingene efter den Guddommelige hensigt, og de små ting går op i en højere helhed. Det er som en rejse, der bliver synlig for mig, mens jeg rejser.

  Vi har meget at takke Healerskolen i Sønderjylland for.

Dato den 31.dec. 2003        Inge-Lise Clausen